Gå til hovedindhold

Vuggestuen Solsikken

Velkommen i Vuggestuen Solsikken. Kærlighed, hjertevarme og tårnhøj faglighed. Solsikken er bygget på det bedste, vi har. Med barnets perspektiv som kompasnål i alt, vi foretager os.

  • Læs op

Indhold

    Vuggestuen Solsikken er en lille, tætknyttet institution. Vi står på et stærkt fundament af dyb tillid til hinanden og ubetinget glæde over vores arbejde med de 0-3 årige i Skjoldhøj Dagtilbud. Vi lægger vægt på en kommunikation med hinanden og husets forældre, som er åben og rummelig. Det sætter positivt aftryk i børnenes trivsel. Og de voksnes. Derfor er intet emne for stort eller for lille. 

    Vi arbejder helhedsorienteret ud fra en forståelse af, at barnet ikke kun påvirkes af det her-og-nu, der udgøres i Solsikken. Men også virkeligheden hjemme hos de primære omsorgsgivere. Pædagogikken i huset er derfor styret af at se og forstå hele barnet i en sammenhæng. 

    Vi oplever en fantastisk opbakning og interesse for vores vuggestue. Perfekte vækstbetingelser for en glad blomst. Vi har udvidet vores institution med to grupper, Stilken og Blomsten, med tretten børn i hver. 

    Vi er meget stolte af vores vuggestue på Bronzealdertoften, og er altid glade for besøg af nysgerrige forældre. Så ring endelig til os og aftal et tidspunkt for et besøg.

    Sådan ser her ud

    I Solsikken kommer børnene i kontakt med deres krop og sanser gennem musik, bevægelse og gennem væren og oplevelser i naturen. Det er udviklende, lærende – og det er sjovt.

    Vi er en lille vuggestue med masser af plads. Tolv børn på hver stue. Alle husets kvadratmeter er indrettet, så vi kan tilbyde læringsmiljøer, der passer til vuggestuens børn. Nogle miljøer er faste, andre kan vi ændre på. Grupperummene er den lille trygge havn, mens skibet i Solsikkens fællesrum er for små opdagelsesrejsende.

    Vi har et skønt motorikrum til tuml, hop og spring, et krearum, et læsehjørne og en række andre små rum i rummene. Og så ellers velkommen til Solsikkens legeplads. Den er vi glade for! Vores tre sandkasser er små, taktile læringsrum, som børnene kan fordele og fordybe sig i.  

    Ved legepladsen finder børnene en lille skov med stier, man kan udforske. Trygt, men også lidt spændende. Rundt i skoven står små trolde, der inviterer til samtaler og fortællinger.

    På legepladsen har vi en bakke, som indbyder til klatring og motorisk udvikling. Man kan kravle eller gå op ad den, og rutsje ned på numsen i mellem træstubbe og højt græs. Vi har også en regulær rutsjebane, som man når via trin og gelænder af tov.

    Girafgyngen er et stort hit på legepladsen, men her er også andre gynger sammen med motorikbane og masser af scootere, som kan bruges til ræs på vores stier. Og på vores mange flisegange. Børnene elsker at hjule henover det faste underlag. 

    Forrige Næste

    I Solsikken er vi 54 børn, 12 voksne og en pædagogisk leder. Bagtæppet for hver eneste dag i vuggestuen - fra første godmorgen til sidste 'tak for i dag' - er en stor faglighed, der udøves med fokus på tryghed og omsorg. Vi ser hele barnet – dets baggrund, væsen og dets her-og-nu. 

    Vores hverdag, sådan cirka:

    Kl. 6:30:Solsikken åbner, og børnene kan tilbydes morgenmad indtil kl. 7:30. Vi er i fællesrummet indtil cirka kl. 8:00.

    Kl. 9:00: Frugt og samling. De første børn puttes. Derfor vil vi bede Jer aflevere jeres barn før 9.00 eller efter 9.30.

    Kl. 9:30: De øvrige børn leger, er på legepladsen, på tur eller laver forskellige pædagogiske aktiviteter. Planlagte og spontane – både ude og inde.

    Kl. 10.30 - 11.00 spiser vi frokost. Efter spisning puttes de øvrige børn.

    Kl. 14.00 spiser børnene deres medbragte eftermiddagsmad. Vi spiser madpakkerne udenfor, når vejret passer. Og mest med de større vuggestuebørn. Eftermiddagen er præget af leg og forskellige aktiviteter i huset og på legepladsen.

    Kl. 15.30-16.00 samler vi de sidste børn på en af stuerne eller på legepladsen.

    Kl. 17.00 lukker vi (mandag og fredag lukkes kl. 16.30).

     

    I Solsikken serverer vi morgenmad fra kl. 6:30-7:30. Hver mandag medbringer hvert barn tre stykker frugt/grønt, som vi vil nyde til samlingen kl. 9. Her tilbydes også hjemmebagt brød eller rugbrød.

    Til middagsstunden får vi hver dag leveret frisk og lækker mad fra Lille Dyrgaard. Der tilbydes grød eller grønsagsmos til de mindste. Dit barn skal selv have en madpakke med til eftermiddagen, som blandt andet kan bestå af rugbrød, frugt og/eller grønt eller lignende.

    Vi går ind for en "sukker-med-måde" politik. Det betyder, at vi i hverdagen prioriterer sund mad, mens der til fest og ved særlige lejligheder gives plads til lidt usundt.

     

    Vi stemmer om det

    Det er dig som forælder, der er med til at bestemme om der skal være en fælles, selvbetalt frokostordning eller om vi skal have med madpakker med. Vi stemmer om det hvert andet år.

    Læs mere om mad og måltider under aarhus.dk/kost

    I Vuggestuen Solsikken vægter vi forældresamarbejdet særdeles højt. Samarbejdet tager udgangspunkt i anerkendelse, gensidig tillid og respekt for hinanden og vores forskelligheder. Vores kommunikation er åben og anerkendende, og giver os alle en god fornemmelse i maven. Lille som stor. 

    Forældresamtaler

    Under de første dages indkøring, når jeres barn begynder i Solsikken, taler vi sammen på stuen. Samtalen vil overvejende være med barnets kontaktpædagog. Omkring 14 måneders alderen holder vi status-udviklings-samtale (SUS), og når barnet er 2,5 år, og på vej mod børnehave, afholdes ligeledes en status-udviklings-samtale.

    Ud over de tre planlagte samtaler er der altid mulighed for at få en ekstra snak. Det kan naturligvis ønskes af både forældre og primærpædagog, og vores pædagogiske leder deltager gerne.

    Forældreråd/Bestyrelse

    Der afholdes forældremøde i efteråret, hvor der også er valg til forældrerådet/bestyrelsen. Forældrerådet i Solsikken mødes 3 – 4 gange om året for at snakke status og udvikling i vuggestuen. I hvert forældreråd vælges forældrerepræsentanter til dagtilbudsbestyrelsen.

    Få indflydelse på hverdagen

    I vores forældreråd har du gode muligheder for at få indflydelse på dit barns hverdag i afdelingen og dagtilbuddet som helhed.

    Se, hvad vores bestyrelse i dagtilbuddet arbejder med under Fælles i dagtilbuddet.

    Børnenes udvikling og trivsel er kerneopgaver i det pædagogiske arbejde. Det er vores fokus, og vi løser opgaverne med nærvær, opmærksomhed og med øjnene på det enkelte barn. 

    Læs mere om vores arbejde med børnenes udvikling og trivsel under Fælles i dagtilbuddet.

    Vuggestuen Solsikken

    Pædagogisk leder 

    Runa Busk

    Vuggestuen Solsikken

    Telefon: 41 85 74 82

    E-mail: rubu@aarhus.dk

    Stuerne i Vuggestuen Solsikken

    Frøet - Spiren: 41 85 85 04
    Stilken – Blomsten: 41 85 95 19

    Sidst opdateret: 28. november 2023