Gå til hovedindhold

Legehuset

Velkommen i Legehuset. Her holder vi af naturen og den friske luft. Børnene har højt til himlen eller huler under grenene i legepladsens små hjørner. Sand under fødderne. En ru træstamme at gribe fat i. Naturlige og menneskeskabte overflader, som hænderne glider over.

Indhold

    Læring og glædelige erfaringer gennem sansning og god pædagogik. Børnene sanser og mærker verden på en anden måde udenfor. Derfor er vi et hus, der bruger naturen og mulighederne for udeliv hver dag.

    Vi er et pædagogisk team, der brænder for Legehusets kerneopgave: at skabe et sted, hvor alle børn hver dag bliver mødt varmt og omsorgsfuldt, og hvor børnene kan lege, udforske og udvikle sig i tryghed. 

    I Legehuset spænder vi vidt, både i forhold til erfaring, men også i forhold til interesser inden for det pædagogiske område. Vi er derfor en personalegruppe, som kan mange forskellige ting, men også giver plads til forskellighed.  

    Sådan ser her ud

      I Legehuset holder vi af naturen og den friske luft. Natur og udeliv er en fast forankret del af vores pædagogik og hverdag. Derfor åbner og lukker vi fra maj til oktober vores institution udenfor og tager imod vores børn her. De allermindste trækker måske indenfor. Vi andre nyder årstiderne kommen og gåen, mens vi siger godmorgen til hinanden og til dagen, der venter.

      Legehuset har en stor legeplads, som vi har opdelt i flere små læringsmiljøer. Her er plads til både store armbevægelser og bittesmå englehop. Passende udfordringer til grovmotorikken hos både de mindste og de største. Sandkasser, gynger, skov, legehuse, brændehytte og små rum udenfor. Og så hittet for de fartglade: fliserne hele vejen rundt om huset, hvor man kan løbe på cykel og scooter til den store guldmedalje.

      Vores vuggestue hedder Solstrålen. De 17 børn her er opdelt i tre grupper: Pubber, Larver og Sommerfugle. Børnehaven er også opdelt i tre grupper: Robotterne, Bamserne og Aberne. 

      Vi har et fantastisk værksted, hvor børnene har mulighed for at fordybe sig i kreativitet og finmotoriske udfordringer.  Her maler vi, tegner, leger med perler. Og har som ethvert ordentligt værksted også hammer, skruetrækker og sav.

      I Legehuset har vi plads til 48 børn fordelt på tre børnehavegrupper og en vuggestuegruppe. Til hver gruppe er knyttet en fast kreds af voksne, men vi arbejder meget på tværs af grupperne, så børnene er trygge ved alle voksne i huset. 

      Vi er et børnehus, der elsker at udforske naturen. Vi er meget udenfor; på vores dejlige legeplads, på tur i naturområderne, der omgiver os - og på ture til havet i dagtilbuddets busser.

      Vi åbner Legehuset kl. 6.30. Åbning og lukning af huset foregår udendørs under vores hyggelige halvtag. Kun når vejret er rigtig dårligt, går vi indenfor. Solstrålen (vuggestuen) starter også dagen udenfor. De mindste nybegyndere i Legehuset går vi indenfor med, indtil de er klar til at udforske verden. De børn, der møder ind før 7.30 og ikke har spist morgenmad, skal selv medbringe morgenmad.

      Hver morgen holder vi samling kl. 9.00 (i vuggestuen kl. 8.30). Det er en pædagogisk ramme og aktivitet, vi prioriterer højt. Den foregår også udenfor under halvtaget med sjove sanglege, rim og remser. Børnene får frugt og brød.

      Omkring kl. 10.30 spiser de mindste frokost. Kl. 11 er det børnehavens tur. Når klokken er omkring 14 spiser vi alle sammen madpakker udenfor. Om fredagen holder vi for det meste båldag. 

      I børnehaven er vi i de aldersopdelte grupper tirsdag, onsdag og torsdag. I grupperne arbejdes der med alderssvarende aktiviteter. Robotterne er de treårige, Bamserne de fire til femårige og Aberne de fem til seksårige. Inddelingen er ikke baseret udelukkende på alder. Vi kigger på udvikling og relationer. Der er fast tilknyttede voksne til hver grupper. Grupperne er vi i om formiddagen og til frokost. Børnehavegrupperne ændres hvert år til august. 

      Vi lukker kl. 17:00 (fredag og mandag kl. 16.30). Fra 1. maj til og med uge 42 åbner og lukker vi udendørs. 

      Opskrift på en god start på dagen i Legehuset - minireportage:

      Her er helt stille. Kun fuglene, der synger og en stille susen af biler fra Jernaldervej høres. En by og et helt særligt børnehus vågner. Kirsten pusler. Dug på. Rugbrød. Marmelade. Mælk. ’Godmorgen, Holger. Godmorgen, Tiam. Kom og sæt jer her hos mig.’

      Det er morgen i Legehuset. Endda en sommermorgen, hvor man er så heldig at kunne starte dagen i shorts og sandaler. Og så en morgen, hvor dagen starter og slutter ude for børn og voksne her på hjørnet af Jernaldervænget. For sådan gør man i Legehuset. Fra den 1. maj til starten af oktober starter dagen ved de små træborde med et kig op til solsortens rede, mens de gode rugbrødsmadder stiller den lille morgensult. Hvis de første maver da møder ind med sådan en.

      Det kan noget særligt at starte ude. Medmindre man er husets nyeste og yngste beboere. Så kan man starte dagen inde. Men ude kan små ben få frit spil og lungerne fyldes med ren luft. Fingrene kan sammen med øjnene sige ’hej træ’ og ’hej sandkasse’. Små taktile hverdagsøvelser, som ganske ubevidst gør krop og sjæl godt. Med den overdækkede terrasse og de hyggelige hjørner på legepladsen er der frihed til at sidde og sludre ved bordene eller starte dagens samarbejde med løbecykler og scootere.

      For husets medarbejdere er det er særlig opgave at åbne huset. At tage imod Legehusets indbyggere, når de kommer fra hver deres hjem med hver deres start på dagen. Alting sidder i kroppen og i tankerne og forplanter sig. Som pædagog går fagligheden i gang, når lågen åbnes. Alting er pædagogik og alting forenes i det faglige menneske. Med den særlige krølle, at et pædagogfagligt menneske også altid bringer sine menneskelige og empatiske evner ind i arbejdet, så både faglighed og personlighed indgår i et vigtigt samarbejde.

      Derfor ser man Runa, Linda, Kirsten og hvem der ellers tager i mod, være i ro, når de møder børnene i det vigtige lige-her-og-nu. Når de skal sige farvel til mor eller far. Når man lige bliver lidt lille og sårbar. De ved lige, hvornår der er behov for stille nærvær, for en afledningsmanøvre eller en snak, der kan løfte. Det er rart med en voksen, der kan holde om og sige de helt rigtige ting. At være rolig er en kunstart, når mælkeglasset væltes, når der skal hentes mere mælk, når der skal bakkes op om selv at smøre sin mad, når et barn bliver utrygt og tårerne flyder. Det hele på en gang.

      I Legehuset virker det næsten ubesværet. Som når balletdanserne svæver hen over scenen og betager tilskuerne, som glemmer, hvilke gedigne, tilkæmpede færdigheder, det kræves. De voksne vender lavmælt de praktiske gøremål, der skal aftales. Fokus er på børnene. Og så er dagen i gang.

        I Legehuset har vi pædagogikken med os overalt. Vi bakker op om børnenes bestræbelser på at blive selvhjulpne - også når vi spiser. Vi skaber rolige, nærværende spisestunder, hvor børnene kan fordybe sig i øjeblikket. 

        De børn, der møder ind før 7.30 og ikke har spist morgenmad, skal selv medbringe morgenmad.

        Formiddagsfrugt og brød deles ud til børnene hver formiddag, når vi har samling. Forældrerådet har taget initiativ til en frugtordning, som forældrene indbetaler til en gang i kvartalet. Alle deltager i ordningen, som består af frisk, lækker, økologisk frugt og grønt.

        Vi får frokost fra Lille Dyrgaard. Tirsdag og torsdag får vi varm mad, de andre dage serveres rugbrød og pålægsfade med grønt.

        Eftermiddagsmad

        Hver barn skal selv have madpakke med til eftermiddagsmad. Vi anbefaler madpakken består af rugbrød/grovbolle, frugt, grøntsager, nødder m.m. Undgå gerne mælkesnitter, søde yoghurter og lignende. På den måde er I med til at sikre jeres barn en sund kost.

         

        Vi stemmer om det

        Det er dig som forælder, der er med til at bestemme om der skal være en fælles, selvbetalt frokostordning eller om vi skal have med madpakker med. Vi stemmer om det hvert andet år.

        Læs mere om mad og måltider under aarhus.dk/kost

        I Legehuset er samarbejdet med jer helt afgørende. Samarbejdet tager udgangspunkt i anerkendelse, gensidig tillid og respekt for hinanden og vores forskelligheder. Vores gode samarbejde er til fælles gavn for jeres barns trivsel og udvikling.

        I hverdagen udmønter forældresamarbejdet sig bl.a. i den daglige kontakt ved aflevering og afhentning af børnene. Her udveksler vi informationer, oplevelser og beskeder om, hvordan barnet har haft det hjemme og i institutionen. Vi vægter samtalerne med jer. 

        Forældresamtaler

        I Legehuset er åben og ærlig kommunikation en selvfølgelighed. Cirka tre måneder efter opstarten i Legehuset, vil vi holde en samtale med jer om, hvordan I og jeres barn er faldet til i Legehuset. 

        Når barnet er cirka 14 måneder holder vi Status-Udviklings-Samtale (SUS). Samme samtale tager vi, når barnet er 2,5 år og på vej i børnehave. Og igen, når barnet er cirka 5 år og på vej i skole.

        Når jeres barn er omkring fire år vil I blive tilbudt en trivselssamtale om, hvordan det går med jeres barn.

        Ud over de fem samtaler er der altid mulighed for at få en ekstra snak. Dette kan naturligvis ønskes af både forældre og kontaktperson, og vores pædagogiske leder deltager også gerne, hvis det ønskes.


        Forældreråd/Bestyrelse

        Der afholdes forældremøde for alle forældre i Legehuset i løbet af efteråret. Her er der også valg til forældrerådet. Forældrerådet i Legehuset holder møde 3-4 gange om året for at snakke status og udvikling i Legehuset. I forældrerådet vælges forældrerepræsentanter til dagtilbudsbestyrelsen.

         

        Få indflydelse på hverdagen

        I vores forældreråd har du gode muligheder for at få indflydelse på dit barns hverdag i afdelingen og dagtilbuddet som helhed.

        Se, hvad vores bestyrelse i dagtilbuddet arbejder med under Fælles i dagtilbuddet.

        Børnenes udvikling og trivsel er kerneopgaver i det pædagogiske arbejde. Det er vores fokus, og vi løser opgaverne med nærvær, opmærksomhed og med øjnene på det enkelte barn. 

        Læs mere om vores arbejde med børnenes udvikling og trivsel under Fælles i dagtilbuddet.

        Legehuset

        Jernaldervænget 2, 8220 Brabrand

        Telefon: 41 85 83 09

        Pædagogisk leder 

        Runa Busk

        Legehuset

        Telefon: 41 85 74 82

        E-mail: rubu@aarhus.dk

        Sidst opdateret: 9. juli 2025